Jeg har altid haft svært ved at holde nallerne fra julegaver med mit navn på. Bare røre, ryste og trykke. Ikke noget med at pakke op før tid.
På nær i mit jubelår i 1980. Jeg ønskede mig brændende Abbas ”Super Trouper”. Og hvad gemte der sig på min mors værelse, i skabet man ikke kunne nå uden at stå på en stol, bagved et tæppe? Nemlig - en pose med julegaver – godt nok indpakkede, men man kunne tydeligt se at en af pakkerne indeholdt et kassettebånd og på til-og-fra kortet stod at den var til mig.
Hele december måned hørte jeg båndet hver gang jeg var alene hjemme og hver gang fik jeg det pakket nok så fint ind igen og lagt på plads. Juleaften åbnede jeg pakken og jublede højt.
Min mor opdagede aldrig noget.
